THRANUM.COM - din genvej til musikken.

Koncertanmeldelser.
Når musikken både kan høres, ses og mærkes!

 Koncert kalenderen

 GAFFA

 Roskilde Festival

 lytteposten

Nyeste anmeldelser.

40 koncerter det seneste år og en Roskilde Festival!
Se en oversigt over samtlige oplevede koncerter det sidste års tid her.

Koncert kalenderen

Tjek nogle af Thranum's tidligere og kommende koncerter her.

På denne side kan du læse anmeldelser af:

««««««
Roskilde Festival '06

 En super fantastisk festival

Se også Roskilde Festival 05

Der har været en del medlemmer i The Cult gennem tiderne, men alle står de i skyggen af de to meget dominerende og fremtrædende musikere: Forsanger Ian Astbury og guitarist Billy Duffy, der er selve indbegrebet af det der startede som The Death Cult. Et kontravers mellem de to store personligheder resulterede i et bryd for gruppen i 1995, men de blev gendannet efter nogle år og i 2001 udgav deres syvende album (se diskografi).

På scenen fremstår The Cult som et fanden-i-voldskt og skamløst orkester, der på mange måder udfylder alle rockens facetter. Alle sange præges af meget rå guitar-riffs, en dyb og til tider næsten 'ond' basgang og tekster, der på det nærmeste skrives ud af Ian.

The Cult var et af de mest fremtrædende hard-rock bands i sen 80'erne og start 90'erne. Og til koncerten var det naturligt nok de største og bedste numre fra den tid, som det meget modne kernepublikum og vedholdende fans (eller 'ivrige tilhængere' som Ian engang kaldte dem) lagde øre til. Medrivende sparke-røv numre som "Lil' Devil", "Spiritwalker", "Wild Flower", "Fire Woman", en akustisk og rørstrømsk version af "Edie (Caio Baby)" (blev tilegnet hans gamle ven Michael Hutchense* og Australien der tabte en VM-fodboldkamp samme dag og og et absolut must og punktum på en fantastisk rock koncert: "She Sells Sanctuary". I øvrigt var sætlisten helt som forventet og undervejs fik vi desværre også det rytmisk skæve nummer "Wonderland", der satte koncerten lidt på stand-by.
Forventninger til koncerten var store og The Cult fik da i den grad også indfriet dem. Men så heller ikke meget mere.

Meget mere om The Cult.
Koncerten dagen før i Århus er anmeldt på GAFFA.dk. Vi var gudskelov forskånet for de lange pauser før de to sceneindtrædener.
*) Nummeret "Edie (Caio Baby)" er oprigtig skrevet om Andy Warhol's kompagnon Edie (eller måske sangeren, der tog samme navn, nemlig Edie Sedgwick).

Bandnavnet "Live" forpligter og gruppen skuffede så absolut ikke.

”De kunne da godt ha’ spillet lidt længere”, sagde min sidemand i et stærkt ironisk toneleje. Vi havde netop været vidne til en helt utrolig koncert med et band, der som Duracell-kaninen bare blev ved og ved og ved. I mere en 2½ time gav Live en så vedholdende og højpotent koncert, at man fristes til at omskrive de fire bogstaver i ”LIVE” til: Lidenskabelig, Inciterende, Veloplagt og Energisk.

Det var tydeligt, at de fem bandmedlemmer fandt sig rigtig godt tilpas på scenen i den totalt udsolgte sal, hvor flertallet utvivlsomt kendte samtlige Live-numre. Med det særdeles medlevende publikum spredte de gode takter og bølgende armsving sig hurtigt fra scenen til selv de allerbagerste rækker på både gulvet og på balkonen. Energien fra bandet kom således tifold tilbage og det var måske denne synergi, der gav uanede kræfter og en enorm spillelyst for kvintetten, der endda også gav sig tid til at teste et helt nyt og endnu ikke færdiggjort nummer sidst i koncerten.

Ovenstående anmeldelse er skrevet til GAFFA.dk. Du kan også læse en anmeldelse af koncerten på musik.dk.
 

Biografi
LIVEs forsanger og sangskriver, Ed Kowalczyk, kom ind i gruppen "First Aid"fra York, Pennsylvania, der bestod af de tre andre Live-medlemmer. I 1988 skiftede de til det forpligtende navn LIVE. Det var mens han og de andre tre drenge stadig gik i High School. De fik pladekontrakt efter at have vundet en lokal talentkonkurrence.

Discografi
Musikgenre: Alternativ pop/rock, post grunge.
LIVE er nok bedst kendt for deres ”storhedstid” omkring albummet Throwing Copper fra 1994, der solgte 12 millioner albums, men bandet har lavet fem studiealbum siden da:

1991	Mental Jewerly	MJ	Allmusic.com ()
1994	Throwing Copper	TC	*)   Allmusic.com ()
1997	Secret Samadhi	SS	GAFFA (««««««)
1999	The Distance To Here	TDTH	GAFFA (««««««)
2001	V (Five)	V	GAFFA (««««««)
2003	Birds Of Pray	BOP	GAFFA (««««««)
2006	Songs From Black Mountain	SFBM	GAFFA (««««««), læs mere på thranum.com
2004	Endvidere en kompilation: Awake - The Best Of Live	BEST	GAFFA (««««««)

*) Anmelderne skrev om "Throwing Copper": R.E,M møder Pearl Jam. Det er for godt til at være sandt. Live er trofaste og trygge i deres helt igennem gedigne musik, men også farlige, spændende og halsbrækkende, fordi de er så svære at gennemskue. (Jens Stenberg til WILD Magazine, CD nr. 1).

Læs mere om LIVE på de to officielle hjemmesider: FriendsOfLive.com eller ListenToLive.com.
Du kan også læse mere og downloade nogle af LIVE's numre fra koncerten i Tyskland på: FansOfLIVE.com.

 Til toppen
 

Warning Sign: De kan meget vel gå hen og blive store.

Det var noget melodramatiske rammer, der satte scenen for danske Sparklin June, der havde valgt spillestedet Rust for aftenens showcase. Dagen igennem havde pressen stillet skarp på retssagen, hvor den tidligere dørmand skulle afgive vidneforklaring, og på vejen foran spillestedet lå flere store blomsterbuketter for at markere årsdagen for skuddramaet.

Indenfor blev den noget anspændte stemning hurtigt vendt til en glad og forventningsfuld spænding. For det pæne fremmøde til koncerten bestod af en blanding af bandets nære venner, trofaste fans, prominente medlemmer af andre danske bands og nysgerrige, der måske havde hørt den meget positive omtale på P3 samme dag. En positiv omtale, der hurtigt skulle vise sig at være velbegrundet.

Sparklin June fra Århus er på mange måder en meget traditionel pop-rockkvartet, hvor lyden sammensættes af trommer, bas, en solid svingende guitar og ikke mindst en fremragende vokal. For det er ubetinget forsanger Simon Luths karakterfulde stemmepagt, der er det bærende element og bandets største force. På de smukke rockballader som "Eventide" og "Frenzy" formår han at tilføre en let storladen og melankolsk karakter, mens andre og væsentligt mere rockede numre som "Priscilla" og "Spyglass" tilsættes en rå, næsten heavy metalagtig vokal.

Vigtigheden af en god stemme understreges meget tydeligt i slutningen af sættet, hvor bassisten Lars forsøger sig som leadsinger. Al respekt for det, men det hele er langt bedre med Simon, specielt da han giver en lidt mere løssluppen version af deres singlehit "The Warning Sign", eller da han alene på scenen i bedste singer-songwriter stil eksekverer første ekstranummer.

 Til toppen
 

 
Morningwood - Rock og show i skøn forening.

En skov af begejstrede tilskuer nød et stærkt underholdende show.

Hun vrider sin velproportionerede krop i små sexede bevægelser, danser lidt rundt og slår frækt ud med sit lange mørkblonde hår. Via håndjern er hun lænket fast til en anden kvinde og sammen danser de foran en glad og forventningsfuld forsamling. De hårde rytmiske toner brager ud i det røgfyldte lokale og langsomt giver kvinden efter for den gentagne og stærkt inciterende opfordring: ”Take off your clothes”. Som det mest naturlige i verden smider hun det meste af sit tøj til stor forundring og begejstring. Selvom det skarpe projektørlys afslører hver en detalje af hendes halvnøgne krop, udfordrer, driller og leger den anden kvinde alligevel med lyset fra en lommelygte på hendes krop… Det lyder ikke som en scene fra Lille Vega i København. Men når Morningwood har indtaget det lille spillested, er der tilsyneladende ikke grænser for, hvad publikum oplever eller gør. For den dansende halv-striptease blev udført af en frivillig tilskuer til Morningwoods koncert. Et show hvor der blev gjort god brug af mange andre virkemidler såsom konfetti, gymnastiske øvelser, cheerleader pompons og sågar en kæphest! Gennem hele aftenen var der en god rød tråd. Foruden det navnemæssige tema mellem opvarmningsgruppen Forest & Crispian og hovednavnet Morningwood (forest + wood) var også musikken fra samme skuffe – og i særdeleshed musikken fra DJen, der i pauserne underholdte med gamle klassiske garage-rock numre fra bl.a. Joan Jet og Pixies.

Chantal Claret synger igennem til Morningwood koncerten Svenske Maria leger med oppe på scenen. "Take off your clothes" ... og pludselig bliver der meget varmere i Vega. Begejstringen og meget andet stiger... "Jeg skal være forsanger i mit næste liv!!" Cheerleader med alternativt udseende.

Mere om bandet på Morningwoodrocks.com. Lyt til musikken på mySpace.
Se flere billeder på www.hyldig.dk eller www.rockland.dk

 Til toppen
 

En flot stemmepagt kan ikke redde en hel koncert

Et superlativ som "fremragende" følger ofte beskrivelsen af Cases stemme, som f.eks. de rosende vendinger fra GAFFA: "Og så er der lige hendes karismatiske vokal, der puster sig op som en stor kraftfuld orkan".

Genren er alternativ country rock/sing-songwriter og med sig på scenen har hun bl.a. en guitarist (Howe Gelb), keyboards/saxofon (Garth Hudson), bas/kontrabas (Joey Burns) og en kvindelig backing vokal. Men det ER Cases vokal, der trækker musikken. I længden mangler der desværre lidt større variation i numrene, som fremstår lidt monotone og kedelige. Bevares, hun synger eminent godt, men numrene er alle skåret over samme kam og virker lidt for ensformige.

På sit nye album "Fox Confessor Brings The Flood" arbejder Case sammen med dygtige folk fra Giant Sand og Calexico. Der er tale om Joey Burns, John Convertino og Howe Gelb. Cases udforskning af og respekt for rødderne sammensat med det helt rigtige diva-potentiale gør Neko Cases musikalske talent værd at opleve. Og numrene vil nok vinde ved nærlytning. 
Mere på NekoCase.com. Anmeldelse af "Fox Confessor Brings The Flood" på Gaffa (««««««).

Flot folk-rock fra OKKERVIL RIVER.

««««««

Værd at bemærke var den første supportgruppe, amerikanske Okkervil River. De skulle samme aften have spillet i Musikcaféen (Huset i Magstræde), men koncerten blev flyttet/aflyst. Derfor blev Neko Case koncerten udvidet med endnu et band. Og det viste sig, at være en særdeles god overraskelse. De seks drenge spiller folk-punk rock, der svinger fra det bløde melodiøse til et bombastisk støjinferno, hvor de næsten væltede lydmuren. Det er emotionel, iørefaldende, manisk og ekstremt medrivende indie-folk. Bandet er netop blevet signet til Virgin og genudsender deres seneste plade, "Black Sheep Boy" (anmeldt på PopMatters), indenfor nær fremtid. Absolut værd at lytte til og det kan du bl.a. gøre på mySpace.com. Eller OkkervilRiver.com. Læs mere på (det tidl.) pladeselskabs website. Årets nye navn på NBC.

Se flere billeder på www.hyldig.dk

 Til toppen
 

Delays brugte hele farvepaletten og skabte energiske lydbilleder i po(m)p og pragt.

”You See Colours” hedder det seneste album fra den unge, britiske firbande fra Southampton. Men farverne var umiddelbart svære at se på den næsten sorte scene, hvor alle fire medlemmer af Delays tilmed havde klædt sig i sort og hvidt. Kun de tre mikrofonstativer var prydet med ophængte ledningsstykker i regnbuens farver, som det også kendes fra bandets pladecover. Men som koncerten skred frem, begyndte flere og flere nuancer langsomt at tage form. Ikke fra det sparsomme lysshow, men i form af de lydbilleder, som bandet på forunderlig vis formåede at præsentere.

Delays musik er ærketypisk engelsk. Ikke som britpop i traditionel Blur/Oasis-forstand, men derimod en mere psykedelisk indiepop, der virker meget genkendelig, hvorfor Delays ofte sammenlignes med en lang række andre bands, lige fra A-ha, Big Country og The Thrills til Beach Boys. Det er først når man tilsætter Greg Gilbers intense, særprægede og meget lyse falsetstemme, at bandet får sit særlige karakteristika. Vokalmæssigt formår Greg at svinge mellem den lette, androgyne og fængende falset til en mere rockende snerren, der giver udslag i både energiske, glade og dansevenlig indierock-numre og andre gange i flotte, drømmeriske og forførende rockballader.

 Til toppen
 

The Streets viste i den grad vejen.

Kan man lide The Streets hip-hop’ende electronica-musik fra pladerne, bliver man nærmest ekstatisk, når man ser dem live. Med en super veloplagt Mike Skinner på scenen i selskab af en bassist/guitarist, en keyboardspiller, en trommeslager og en ekstra mandlig sort sanger, der hurtigt viste sig at være meget mere end blot backing vokal, var der skabt et godt musikalsk fundament. De to superenergiske forsangere udgjorde på det nærmeste en symbiotisk harmoni, hvor Mikes britiske two-step garage-rappende og noget ru tale komplementeredes fint af den bløde mandlige afrosoul vokal (Kevin Mark Trail / Leo The Lion ?), der faktisk var så velklingende at den periodevis langt overskyggede Mike Skinners.

Selvom The Streets faktisk er Mike Skinners solo-projekt, fungerer de fint sammen som band på den lille intime scene, hvor publikum helt fra start inviteres med som det sjette bandmedlem. En invitation der tages bogstaveligt og hurtigt afstedkommer svingende hofter, viftende arme og et enstemmigt baggrundskor fra de 250 stemmebånd, der var så heldige af sikre sig adgang til denne eksklusive koncert.

Som sangskriver er Mike kendt for sine hurtige one-liners, og hans observationer i livet såvel som på scenen omsættes hurtigt til humoristiske strofer. Således også halvvejs igennem showet, hvor temperaturen i det lille, tætpakkede lokale er steget markant, og Mike kigger på de store messingbogstaver, der udgør ordet ”Stauningsalen” på sidevæggen af scenen og tørt udbryder: ”Oh it’s hot in here. It’s because it is a sauna”.

Billetterne til koncerten havde jeg vundet via en konkurrence på Stereo, DR P3.
"Lav et blink-blink The Streets fyrtøj". Klik på billederne nedenfor!
Bemærk at der på hver enkelt tændstik står titlen på et The Streets nummer.
Så kan man selv være med til at fyre op for den gode musik!!

Bonus info:
The Streets’ hverdagsbeskrivelser fra forstaden blev i 2004 til flere små polaroid billeder på albummet ”A Grand Don’t Come For Free”, der fik guld i Danmark (> 20.000 ex.).
Den 10.04.2006 udkommer det 3. album ”The Hardest Way To Make An Easy Living”, der ifølge Mike Skinner, er skåret over sandhedens læst, da virkeligheden alligevel slår fantasien med hestelængder!!!
1. single ”When You Wasn’t Famous” udkommer 27.03.2006.

Anmeldelse af koncerten i Soundvenue (««««««) og på musik.dk.
The Streets spiller igen på Roskilde Festival 2006.
The Streets hjemmeside.

 Til toppen
 

Ekstra koncert - den første koncert var den 01.03.2006.

Cardigans redder showet med gode rockmelodier.

Koncerten startede med en tromme, der hamrede igennem og fik folk til at gribe efter ørepropperne, samt en lidt rusten Nina Persson, der skulle bruge de første par numre til at synge sig varm. Besynderligt at et band med deres erfaring og på deres niveau ikke synes at have varmet op inden deres scene-indtræden. Så først en stykke inde i koncerten fik vi endelig indfriet forventningerne til Ninas bløde og medfølende rockstemme, der giver Cardigans deres karakteristiske lyd.

 Til toppen
 

Underholdende glam-rock med 70er flash-back.

Showet starter til tonerne af ABBA, der brager ud i den halvtomme betonhal, mens vi venter på, at selve bandet kommer på scenen. Et meget passende musikvalg, idet The Darkness' musik og optræden er som at skrue tiden tilbage til de glade 70'ere, hvor Darkness tydeligt har fået inspiration fra bands som Thin Lizzy, Bad Company og i særdeleshed Queen.

De bevæger sig på et knivsæg mellem at være et stærkt selvironisk band, der med mange lånte elementer fra fortiden virkelig forstår at underholde, eller at være et band, der vækker afsky og væmmelse med deres kopimusik og banale indslag - Had dem eller elsk dem.
Personligt synes jeg det var underholdende, når Justin undervejs forsøger at iklæde de besynderlige beklædningsgenstande, der bliver kastet op til ham - en alt for lille t-shirt, der kom til at ligne en top, en kasket, en næsten selvlysende lilla hårparyk samt en lille g-strengs trusse. Eller da showet afsluttes med en guitarspillende Justin, der bæres rundt på skuldrene af en vagt ude blandt de forreste rækker af publikum.

Dette var en koncert, der ikke vil blive husket for musikken, men for et underholdende sceneshow. For selve showet lå i perioder med en underholdningsværdi på 4-5 (af 6), men musikken og især Justins vokal fremstod noget monoton og uden nerve, hvilket trækker den samlede karakter nedad. 

Line-up:
Justin Hawkins - vokal, guitar
Dan Hawkins - guitar
Richie Edwards - bas (tidl. guitarroadie)
Ed Graham - trommer

Anmeldt på GAFFA (««««««).
The Darkness kommer igen til august, hvor de spiller på Danmark Smukkeste Festival (Skanderborg 2006).

 Til toppen
 

En one-night-stand med snepatruljen fra Nordirland.

Snow Patrol var kommet til Danmark for første gang for at præsentere både nye bandmedlemmer og nogle af de nye numre fra deres kommende album.

Sidste år forlod bassisten Mark McClelland bandet. Han var ellers en af bagmændene da bandet blev stiftet i 1997 under navnet Polar Bear. Hans plads bag bassen er i stedet overtaget af Paul Wilson, der tidligere har været en del af Snow Patrols live-besætning. Samtidig har Snow Patrol valgt at opgradere bandet fra en trio til en kvintet, hvorfor forsanger Gary Lightbody og trommeslager Jonny Quinn nu har følgeskab af yderligere to fuldgyldige medlemmer - Nathan Connolly på guitar og Tom Simpson på keyboard.

Det var denne nordirske kvintet, der sparkede den frosne dør ind til det udsolgte Vega og indtog scenen med en stor energi og uomtvistelig lyst til at underholde og spille deres blanding af britisk guitarrock og alternativ amerikansk college-pop. Fra start stod det klart, at de ville give os et energisk og medrivende show, men desværre faldt de lidt over deres egne ben med et lydanlæg med hikke samt playback og korarrangementer, der virkede særdeles upassende.

Det nye album ”Eyes open” udkommer 1. maj 2006 og det skal blive meget spændende at få et dybere kendskab til de nye numre.
Gik du glip af den udsolgte koncert i Vega, vil det glæde dig, at Lightbody lovede at de vender tilbage til Danmark til september. Til den tid er de nye numre måske kommet langt ind under huden, så snepatruljen virkelig kan komme igen med fuld udrykning.

Læs mere om Snow Patrol.

 Til toppen
 

Absolut ingen grund til at nedlægge VETO

Det debuterende danske rockband VETO kickstartede deres Danmarks turné på Templet i Lyngby, og spillede med en sjæl, krop og energi som var det en rumfærge de skulle kickstarte. Af et debuterede band at være fremstod Veto særdeles sammenspillet og leverede et show med stort nærvær, energi og nerve.

Kvintetten fra Århus har på rekordtid opnået en enorm hype, som er få – og typisk kun engelske – bands forundt. Allerede ved udgivelsen af EPen ”I Will Not Listen” sidste år var der mange, der modsatte sig denne titel og i stedet lagde øre til den musik, der på forunderlig vis blander de klassiske rock-akkompagnementer med knitrende elektroniske elementer, og som vel bedst kan betegnes som synth-rock. Siden har bandet roteret heftigt på DRs Liga DK liste med videoen ”You Are a Knife” og deres nummer ”From A to B” toppede Det Elektriske Barometer i adskillige uger. For ganske nylig udgav bandet så deres første reelle album ”There’s a Beat In All Machines”, der på bedste vis indfriede de høje forventninger og høstede endog rigtig flotte anmeldelser.

Kalenderen siger marts måned og det betyder at foråret er på vej. Og med et band som VETO, der netop nu blomstrer op og tilfører et friskt pust af forandring til mainstream rocken, går dansk rockmusik i sandhed mod lysere og mere positive tider. Så i denne sammenhæng er veto et meget velkomment begreb.

VETO er netop nu på Danmarks turné. Se VETO INDEN de vinder en DMA-pris og bliver 'rigtig store'!!!?
Tjek spillesteder og meget mere på VETOs hjemmeside.
Pladeanmeldelser på Gaffa: EPen "I Will Not Listen"  (««««««)  og albummet "There Is A Beat In All Machines"  (««««««). Albummet er også anmeldt på musik.dk (««««««)
Se musikvideoen 'You Are A Knife'.

 Til toppen
 

Depeche er stadig hotteste mode 

Billeder: Martin Rosenauer (GAFFA)

Det er meget få ting, der kan stadig kan sætte tingene i kog 25 år efter de blev produceret. Men det gælder i allerhøjeste grad de tidlige Depeche Mode numre, hvorfor det ikke uventet var anden halvdel af showet, hvor Depeche Mode spillede en perlerække af deres gamle, store hits, at taget for alvor løftede sig i Parken. Således blev de betontunge omgivelser omdannet til et stort diskotek med 45.000 tusind mennesker, der alle rakte armene ud og skreg: "Reach out, touch faith" (Personal Jesus).
 

 Til toppen
 

Melankolien forsvandt rundt om hjørnet for Grand Avenue  

Der var på mange måder skruet op for det hele denne aften – og desværre lidt for meget.

I et totalt udsolgt Lille Vega var der god grund til at skrue forventningerne op og det massive fremmøde gjorde fyrmesteren overflødig, idet der helt naturligt blev skruet godt op for varmen i det lille, tætpakkede lokale. 

Så det var i flere forstande et varmt publikum, der tog godt imod Grand Avenue, som svarede igen ved at skrue op for tempo, volumen og desværre også for den dårlige lyd. For den alt for høje volumen resulterede desværre i en lydmæssig krigszone, hvor Nillers (Niels-Kristian) forvrængede guitar kæmpede om herredømmet med Rasmus’ overstyrede, skingre stemme. En kamp, hvor der ikke var nogen vinder, men kun en masse tabere – nemlig alle de fremmødte. Således druknede dele af koncerten i så dårlig lyd at flere blandt publikum måtte holde sig for ørene. Bevares, der skal spilles højt til en rockkoncert, men med resonans, forvrængning og overstyring vil den meget høje volumen uvilkårligt frembringe et lydbillede med langt mere smerte end creme for øregangene!

Bandet satsede denne aften på et sæt af numre og en fremførelse, der var langt mere præget af rock ’n roll end af den klynkerock, der ved udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum fra 2003 gjorde dem kendte og skaffede dem en rimelig succes. For det var netop deres melankolske pop-rock med de stemningsmættede arrangementer og Rasmus’ vidunderlige vokal, der gjorde, at de blev sammenlignet med store internationale bands som Coldplay og Travis. I 2005 udgav de deres andet album, ”She”, der ikke helt levede op til forventningerne, men fremstod med mere kant og hårdere guitarflader. Et album der blev produceret i New York af Bryce Goggin (bl.a. Pavement, Lemonheads og Spacehog), hvorfor lyden har fået et præg, der går mere i retning af de amerikanske rock traditioner.

Grand Avenue kunne med meget få midler have givet et langt bedre show, end den noget uoplagte og rutinepræget præstation vi blev vidne til. Bandets indadvendthed synes at bringe dem tættere på scenens bagklæde end på scenekanten og nærheden med publikum, hvorfor showet sjældent nåede længere ud over kanten end forsanger Rasmus ånde! Først ved tredje- og næstsidste nummer i sættet slap Rasmus tøjlerne og sprang lidt rundt på scenen og op på en højttaler. Det betød, at også guitaristen (Niels-Kristian) og bassisten (Marc) langt om længe bevægede sig lidt rundt fra deres ellers meget statiske og statue lignende positioner på scene. Det vakte fluks stor begejstring blandt publikum, men de gode takter kom desværre alt for sent i koncerten.  

Satsningen på den noget hårdere sound på ”She” albummet og nu til koncerten efterlader mig med et nervøst billede af, at Grand Avenue er ved at bevæge sig væk fra den boldgade(!), der gjorde dem kendte – nemlig den melodiøse og melankolske rock, hvor Rasmus vokal på forunderlig vis træder i karakter og giver Grand Avenues deres særegenhed.

Der er mange andre bands, der kan spille rock med langt større energi og bedre sceneshow end det Grand Avenue viste denne aften. Men der er kun få andre, der kan skrive nogle af de flotte, storladne og stemningsmættede pop-numre som også er en del af Grand Avenues repertoire. Derfor mener jeg, at det er en fejl at satse på det mere rockede islæt frem for den melankolske pop-rock. Og fastholder Grand Avenue denne tendens skal de vænne sig til at give langt mere af sig selv på scenen – Ellers vil de forgå og drukne i den store mængde af enslydende rockbands uden særlige karakteristika. 

Mere info om Grand Avenue på deres hjemmeside, på bandlist.dk og på Soundvenue.
Pladeanmeldelser på Gaffa: "Grand Avenue" (««««««)  og "She" (««««««)

 Til toppen
 

Hard-Fi in operation
- Et kort og præcist kirurgisk indgreb på Loppen

Det er mørkt, det er koldt, og vintertågen hænger som en tæt dis ind over den grå og triste by. Men alligevel er det usvigelig svært at bevare pessimismen, for aftenens hovednavn har netop slået tonerne an til det rockede og melodiøse syng-med-nummer ”Tied Up 2 Tight”. Et musikalsk indie-punk-rock-stykke, der trækker tydelige pendanter til hedengangne The Clash, og som i den grad inviterer til dans og fællessang. Hele salen swinger og synger derfor med, når forsanger Richard Archer - efter det hårde karakteristiske guitarrefræn - synger: ”And all the boys and girls say: ’Na na na na na’, Straight out of West London, ’Na na na na na’, Just like a loaded gun, ’na na na na na’…”.

På dette tidspunkt er vi midt i koncerten med Hard-Fi, som er godt i gang med at bevise, hvorfor de har manifesteret sig som et af Englands bedste nye rocknavne i 2005. Hard-Fi kalder deres debutalbum for “Stars of CCTV”, men der er god grund til, at Hard-Fi allerede har nået langt større vidder end overvågningskameraets beskedne iris. De har for længst sat hjemlandet på den anden ende, og nu er de på vej til at indtage resten af verden. Egentlig har Hard-Fi som band eksisteret siden 2002 og udgav selv deres debutalbum i slutningen af 2004. Men det var først, da pladen blev genudgivet af et pladeselskab (Necessary / Warner Music) i juni 2005, at sagerne for alvor tog fart. Således har bandet allerede fostret fire singler, der alle strøg i top 15 på de engelske hitlister, de har været indstillet til den prestigefyldte Mercury-musikpris 2005 (tabte til Antony and the Johnsons) og var endvidere nomineret til to Brit Awards 2006 i kategorierne Best British Group og Best British Rock Act (tabte begge titler til Kaiser Chiefs den 15. februar). Og albummet ”Stars of CCTV” ligger stadig helt i top på hitlisterne i Storbritannien.

God energi
”Tied Up 2 Tight” er en af de fire singler og et radiohit, der får smilet frem, og som forståeligt nok har banet vejen for de fire unge mænd fra Staines i vest-London. I koncerten efterfølges det af bandets til dato største hits: ”Cash Machine” og ”Hard to Beat”. I et nummer som ”Cash Machine”, der handler om at være økonomisk trængt og samtidig have gjort sin kæreste gravid, fremstår Hard-Fi's socialrealistiske sangtekster både spinkle og noget banale. Inden nummeret laver Richard også lidt grin med sin rolle som public service-organ, da han giver nogle formanende ord om at passe på og beskytte sig seksuelt, så uønsket graviditet undgås. Men de tekstmæssige tynde numre opvejes musikalsk af en supergod rytme og energi, der også har sikret ”Cash Machine” en heftig rotation på de danske radiostationer og som har gjort det til bandets måske største hit i Danmark. Og det er tydeligt at mærke på publikums reaktion, hvor den store begejstring absolut ikke bliver mindre under det efterfølgende og mere poppede ”Hard to Beat”, der musikalsk har tydelige referencer til The Specials.

Kommet for at blive? Med kun et enkelt album i bagagen valgte Hard-Fi naturligvis at spille næsten alle numrene fra pladen. Der blev også plads til en alternativ og hæderlig coverversion af The White Stripes’ ”Seven Nation Army”, men desværre undlod bandet at spille den meget smukke og melodiøse ballade ”Move On Now”. For det var jo lørdag aften i byen, og de fire fyre fra Staines var, ligesom publikum, kommet for at feste. Således sluttede koncerten af med bandets seneste singleudspil “Living for the Weekend” og strofen: “When I look around me I can see / this room is full of people like me / All living for the weekend”. Efter en meget kort, men også meget intens og overbevisende koncert, er der noget, der tyder på, at Hard-Fi nok vil leve lidt længere end den forgangne weekend. Men deres ska-rock, der vel bedst kan beskrives som dansabel indierock med post-punk-attitude, befinder sig i en kategori, hvor der rigtig mange gode bands om budet. Kan de bevare den gode rytme, energi og få lidt mere indhold i teksterne, skulle der dog være gode muligheder for en stjernestatus ud over overvågningskameraerne.

Sætlisten: - Middle Eastern Holiday - Gotta reason - Unnecessary trouble - Better do better - Tie dup 2 tight - Seven nation army - Cash machine - Hard 2 beat Ekstra / encore: - Stars of CCTV - Living for the weekend Hard-Fi line-up: Richard Archer (vocal, sangskriver og frontfigur) Ross Phillips (guitar, backing vocal) Kai Stephens (bas) Steve Kemp (trommer)

--------------------

Fodnoter:
Foto: René Thorslund Hyldig, se flere billeder fra koncerten.
CCTV står for Closed Circuit TV, på godt dansk: overvågningskameraer.

Hard-Fi single hitliste placeringer i UK:
”Cash Machine” - nr. 14 i december 2005 (langt senere end den blev udgivet!).
“Tied Up Too Tight” - nr. 15 i april 2005.
“Hard to Beat” - nr. 9 i juli 2005.
“Living For The Weekend” - nr. 15 i oktober 2005.

Links:
Hard-Fi's hjemmeside. Hard-Fi sangtekster.
Lyt til Hard-Fi på Lytteposten.dk. Læs mere og se video her.
Anmeldelse af albummet "Stars of CCTV" på Gaffa.dk (««««««), Soundvenue (««««««).
Musikpriser: Mercury music award og på Everyhit.com. Brit Awards.
Interview med Hard-Fi på Gaffa.

 Til toppen
 

Vi lå til kaj i Mælkevejens havn
af Henrik Thranum 3. december 2005

Starsailor koncerten blev desværre aldrig den højtflyvende oplevelse, som man på forhånd kunne have håbet på. Først og fremmest manglede bandet deres keyboardspiller, der almindeligvis udgør en væsentlig del af musikken. Og desværre havde de ingen afløser, hvorfor nogle numre kom til at fremstå lidt spinkle uden keyboardet, mens andre blev forsøgt reddet på anden vis.

At det delvis amputerede band samtidig skulle kæmpe med en halvdårlig lyd, gjorde det absolut ikke bedre. Lyden, der ellers ikke plejer være et problem i Vega, svigende meget på den ufede måde, med både resonans og volumemæssige udsving, især på basen. Et unødvendigt irritationsmoment der burde ha’ været tilrettet under lydprøverne.

De høje forventninger var naturligvis meget svære at indfri og det efterfølgende album "Silence is easy" levede da heller ikke op til det høje niveau. Men titelnummeret herfra og den dansevenlige "Four to the floor" har opnået en særlig status for de ægte Starsailor fans, hvorfor begge naturligvis indgik i koncertens setlist. På en opfordring fra publikum om at spille "Silence is easy" svarede James, at de ville gemme det bedste til sidst! Og med lidt større energi lagde James op til en gang diskodans med "Four to the floor".
På tidligere turnéer har Starsailor spillet cover versioner af bl.a. REM og U2. Måske en selverkendelse af, at de ikke tilhører rockens absolutte elite, men falder ind efter bands som Coldplay, Travis, Keane, Embrace m.v. Så trods det kosmiske bandnavn synes der alligevel langt op til stjernerne for de fire stjernesømænd.

Men hvis de lever efter parolen:

    ”Shoot for Moon – even if you miss,
      you’ll still end up among the stars!”,

så skal vi nok høre meget mere til Starsailor.
På deres netop udsendte album ”On the Outside” spiller de med en utrolig nerve og intensitet – Ja faktisk er lyden fra deres tredje studiealbum præcis som at høre dem live (på en god dag, uden lydproblemer etc.).

Det nye album, der blev flot modtaget med pæne anmeldelser, virker mere lidenskabeligt og har en bedre sammenhæng end de to forrige albums. Så måske er vejen alligevel banet for en rumrejse op til de helt store stjerner?!

------------

Læs også koncertanmeldelsen "Lang vej til stjernerne" på musik.dk.
Foto: René Thorslund Hyldig, se flere billeder fra koncerten. Eller på Vega.dk
Anmeldelse af "On the outside" Gaffa.dk (««««««). Starsailors hjemmeside.

Helt eksklusivt:
Starsailor spillede live på BBC 6 music kanal (den 20.10.2005). Hør ca. 12 minutters god underholdning, hvor de spiller 2 akustiske numre live ("Keep us together" og "In the crossfire") samt fortæller om deres musik og tilblivelsen af deres nyeste album, hvor meget af materialet er indspillet live i pladestudiet for at bevare den oprindelige og uspolerede energi i musikken!

Eller hør James Walsh fortælle om teksterne og indhold på de 11 nye sange fra "On the Outside". http://www.nme.com/artists/starsailor/media/55 - "Starsailor interview".

 Til toppen
 

Editors spillede live på Loppen den 25.oktober 2005.

Der blev spillet op til dark disco i det steghede baglokale.

Her står vi skulder mod skulder og tørrer efterårsregnen af kinderne, mens vi venter på et af Englands for tidens mest hypede bands. Der er totalt udsolgt til aftenens koncert og den tætte og røgfyldte luft emmer af forventningens glæde. Forventningen om at møde et band, der på rekord tid har sat hjemlandet England på den anden ende – og dette allerede inden de udgav deres første album. Som aperitif for debutalbumet udgav Editors nemlig en singletrilogi, hvor første single ”Bullets” blev udsolgt på blot én dag. Single nummer to ”Munich” strøg direkte ind på hitlisterne og gjorde dem hurtigt til mediernes darling med adskillige spændende gigs og mange rosende omtaler fra de mest betydningsfulde musikmedier i England. Siden fulgte singlen ”Blood” og i juli udkom albumet ”The Back Room”, der høstede endnu flere positive anmeldelser.

Så der kan med rette stilles store forventninger til aftens koncert. Og det er tydeligt at Editors er kommet for at bevise deres værd og indfri de høje forventninger. Som de står der på scenen, de fire unge fyrer, der alle er i starten af 20’erne, virker de dog ganske uimponerede af deres egen lyn-succes eller det tætte og massive fremmøde på Loppen. Tværtimod slår de hurtigt tonerne an til nummeret ”Lights”, og afslører med det samme en utrolig energi og fandenivoldskhed, der hurtigt spreder begejstring blandt de fremmødte.

I en koncert hvor pauserne er ekstremt korte, bliver der hurtigt fulgt op med numrene ”Bullets” og ”All Sparks”, hvor sidstnævnte er det nummer, der måske bedst sammenfatter den musik, som Editors selv kalder for ’dark disco’. En form for dansevenlig post-punk, der er præget af et mørkt tekst univers fremført af Tom Smith’s dybe stemme, en tyk, fremtrædende basgang (Russell Leetch), markante guitarflader (Chris Urbanowicz) samt en præcis og gennemtrængende rytme fra trommerne (Ed Lay). De fire bandmedlemmer dannede i øvrigt Editors mens de studerede musik på Stafford University, men flyttede siden til Birmingham, hvor de fik kontrakt med det uafhængige pladeselskab Kitchenware Records.

Når man som Editors spiller post-punk/indie rock i den klassiske rock kvartet opstilling, er det noget nær umuligt, at finde en ny stil eller en originalitet, der hverken er set eller hørt før. Således har Editors også sine lighedspunkter med andre bands, hvor specielt Interpol ligger endog meget tæt på. Der kan også trækkes paralleller til bands som Bloc Party eller ældre bands som Joy Division og Echo and The Bunnymen. Bandet selv erkender disse lighedspunkter, men siger, at de mere var inspireret af bands som Elbow og The Strokes. Men uanset hvor inspirationen kommer fra, hersker der ikke tvivl om, at Editors er sublime håndværkere, der forstår at levere varen. Både i pladestudiet og live.

Editors nærvær, energi og lyst til at spille dark disco sender hurtigt vibrationerne videre til fødderne. Men decideret dans bliver der dog ikke meget af denne aften – Dertil er pladsen alt for træg og indholdet af testestoron blandt publikum alt for stort. I øvrigt er Loppens lille og tætpakkede lokale for længst omdannet til en svedig sauna med subtropiske temperaturer. Faktisk så varmt, at kvinden ved siden af besvimer og må hjælpes på højkant igen. Hun bliver dog hurtig frisk igen, og kan nyde afslutningen fra et oplagt og velspillende band, der trods alder og beskedne historik, fremstår særdeles scenevant og rigtig godt sammenspillet.

Med deres musik skriver Editors måske ikke ligefrem rock-historie. Men med et sublimt debutalbum og en meget overbevisende koncert, med stor variation i musikken, har rock-redaktørerne i hvert fald tilført et nyt og meget frisk pust til post-punk genren.

I ’Munich’ synger de: ”People are fragile things. Be careful what you put them through”. Jeg tror vi er rigtig mange, der gerne trodser efterårsregnen og det sveddryppende indeklima for igen at kunne opleve Editors spille live!

Editors fortsætter deres Europa turné, blandt andet som support for Franz Ferdinand.

Fodnote:
Post-punk er en mere kunstlet og eventyrlig form for punk, hvor budskabet typisk er mindre vredt eller politisk, men ofte mere musikalsk sammensat og anderledes. I mange af 80’er post-punk bands’ne var lydbilledet ofte et mørkt univers med synthesizer landskaber eller baseret på lette guitar-flader, mens teksterne og musikken var mere ude af balance og nærmest ødelæggende i forhold til den traditionelle pop/rock.
Punken var rebellernes kampsang! Læs mere om post-punk genren.

------------------

Se musikvideoen "Bullets" eller musikvideoen "Blood". Debutalbum "The back room" lyt til det her.

Anmeldelser af "The back room" albummet:

"Editors spiller Dark Disco, hvilket er ganske sigende, da teksterne er mørke, mens musikken er dansevenlig." GAFFA (««««««)

"The Back Room harks back to a pre-Oasis time when indie bands observed an important distinction between making a big beautiful noise and yielding to rock’s more priapic excesses." Times online («««««)

"It's an album of consistently high quality from start to finish. Aside from the singles (Munich og Blood, red.), opening track 'Lights',  'Fingers In The Factories' and the vitriolic 'All Sparks', are all worthy of radio attention.", musicOMH.com.

"Never before have doom and gloom sounded so surprisingly uplifting and hopeful". NME (8 ud af 10)

 Til toppen
 

Hvorfor er lykken så lunefuld?

Selvom moi Caprice’ diskografi alene udgøres af to album, ”Once upon a time in the North” fra 2003 og det meget anmelderroste album ”You can’t say no forevever” fra 2005, har bandet allerede markeret sig stærkt og etableret sig som et af de væsentligste nyere navne på den danske rockscene. Dette godt hjulpet på vej af en heftig rotation på P3 med singlerne ”Daisies” og deres nok største hit ”To the lighthouse”, der begge blev valgt som ”Ugens uundgåelige” og derfor var klare og velfortjente hits P3’s Det Elektriske Barometre. Velfortjente fordi moi Caprice spiller en både indlevende og fintfølende melankolsk indie-pop, der med traditionelle guitarflader og nyere elektroniske elementer placerer dem et sted midt i mellem Depeche Mode og Mercury Rev. Med velskreven og meget melodiøse numre appellerer moi Caprice til en bredere befolkning.

Et af bandets største hits hedder ”Artboy meets artgirl” og denne aften i Templets beskedne lokaler fremstår forsanger Michael Møller i den grad som en ”Artboy”. Med en overlegen og stærkt påtaget attitude fik jeg tydelige associationer til arrogancens ukronende konge, Morrissey (fra The Smiths) – Uden anden sammenligning i øvrigt. Min sidemand var mere direkte i sin bedømmelse og kaldte Michael for ”en påtaget kunstner”. Men uanset hvad, kræves der formentlig en stor grad af rock-attitude, hvis man som band i dag skal overleve i denne klynke pop-rock genre, hvor så mange andre bands prøver at begå sig. Og så kan man jo diskutere om moi Caprice har noget af ha’ det i, eller ej. Jeg mener ikke det klæder dem!

Som en stor tilhænger af deres musik nyder jeg både de mere rockede numre såsom deres hits ”My girl you blush” og ”To the lighthouse”, men så absolut også de mere tilbagelænende og melodiøse numre som f.eks. ”Through loopholes with love”, hvor Michaels flotte falsetvokal for alvor træder i karakter og giver bandet dets særpræg. Men efter at have oplevet deres koncert i Amager Bio (den 12.08) og nu i Templet, må jeg også konstatere, at en stor del af publikum ikke deler sammen begejstring eller udviser samme entusiasme som jeg, men simpelthen udvandrer fra moi Caprise’s koncerter. Et faktum der formentlig skyldtes en stor grad af kedsomhed, idet musikken kan fremstå som værende alt for stillestående, forudsigelig og til tider ligefrem ligegyldig! Den åbenlyse talentmasse i moi Caprice og de stærkt velskrevne og melodiøse numre er perfekte til en aften med hjemlig hygge og stearinlys - Men opført live opnår de ikke samme nærvær eller momentum, og derfor er det kun den lille og mest trofaste fanskare, der holder ved til sidste strofe. Men bandet har dog så meget talent og en unik evne til at komponere og spille iørefaldende, melankolsk pop, at det må være tilfældigheder og markedsføring, der afgør deres fremtidige skæbne.

moi Caprice arbejder i øjeblikket på materialet til deres næste album, som de forventer vil udkomme til næste efterår (2006). Hvis de bevarer samme lune (caprice) som hidtil, kan vi vente med længsel og se meget frem til deres tredje studiealbum. 

moi Caprice fortsætter deres Danmarks turné med koncerter i Odense (27.10), Albertslund (29.10), Vordingborg (30.10) og Silkeborg (05.11), hvorefter de drager til Tyskland for at give koncert i Hamburg og Berlin.

Mere moi Caprice.

 Til toppen
 

Grøndlandstræf på Rust.

Angu er en grønlandsk singer/songwriter, bosiddende i København, men som synger på engelsk. Hans sange er skrøbelige, følelsesmættede historier, der kredser om livets eksistentielle valg og skæbnesvangre stunder. Der er ingen tvivl om, at Angu har et stort talent for at skrive fængende og hjerteskærende kærlighedssange, hvilket har gjort ham endog meget populær i hjemlandet såvel som i Danmark. Derfor bestod aftens publikum af lige dele grønlændere og danskere.
Og den rare mand (Angu betyder ”rar mand” på grønlandsk) gav os, hvad man kunne forvente. Men desværre også meget mere i form af alt, alt for lange pauser imellem numrene, hvor den totale stilhed var dræbende og trak ethvert moment ud af koncerten. Bedre blev det ikke, når han i stedet prøvede at underholde med en næsten uforståelig mumlen i mikrofonen. Eller da han insisterede på sit ufattelige platte forsøg på, at dele publikum op i grupper af single piger, single drenge og par.
De største lyspunkter stod Angus band for, hvor især trommeslageren og guitarristen trak koncerten op på et højere - og langt mere rockede - niveau. Efter nogle rigtig gode rocknumre fremstod Angu noget tam, da han alene på scenen gav de første ekstra numre.
Angus musik kan være både svævende og drømmerisk. Men på grund af de lange og stærkt søvndyssende pauser imellem numrene blive det drømmeriske noget for bogstaveligt. Zzzzzz....

Angu spillede også på Roskilde Festival 2005.

 Til toppen
 

Positivt og dansevenligt møde med den svenske musikklub.

Tidligere sang de "I'm Electric, I just wanna to dance...", se musikvideoen her (WMP). På deres nyeste album "Face the music" synger de om "Boys in the girls room". Og begge gange gør de det med dansevenlige melodier, der har dybe rødder i de glade 80'er rytmer.

På VEGA spillede svenske Melody Club således en glad og meget iørefaldende, dansable 80'er pop-rock. Og så har de en ufattelig god evne til at få publikum med - både til dans og til fællessang. Blev måske ikke helt electric, men i hvert fald i rigtig godt humør!!

Melody Club består af: Kristofer Östergren (Vocals), Erik Stenemo (Guitar), Jon Axelsson (Synthesizer), Magnus Roos (Bass) og Richard Ankers (Drums).

Lyt til "Face the musik" på lytteposten.dk. Anmeldelse: GAFFA (««««««)
Deres debut album fra 2002 "Music machine" er også anmeldt, GAFFA (««««««), lyt.

 Til toppen
 

The Mission på Loppen.

Sjældent har et opvarmningsband været så velvalgt som tilfældet var med norske Elusive, vis musik ligger meget tæt på The Missions. At Elusive tilmed lyder som en tro kopi af de gamle Sisters of Mercy er dog noget komisk, for The Mission blev jo netop grundlagt i 1986, da forsanger/guitarist Wayne Hussey og bassist Craig Adams forlod Sisters of Mercy for at starte The Mission.

The Mission havde sin absolutte storhedstid i slut 80’erne med 4 gode, solide albums. Siden da har bandet undergået store forandringer og med Hussey som det eneste originale bandmedlem, har de siden udgivet nogle halvsløje albums frem til nu.

Derfor var setlisten til koncerten klogeligt sammensat af numre primært fra de tidlige albums og kun ganske få nyere numre. Således var der lagt op til noget der kunne ha’ været en rigtig stor koncertoplevelse, men dertil var bandet og i særdeleshed lead guitaristen alt for uengagerende og fraværende.

 Til toppen
 

U2:  Bono /Paul Hewson (vokal, guitar) - The Edge /Dave Evans (guitar, keyboard, kor) - Adam Clayton (bas) - Larry Mullen Jr. (trommer)

ZoeYisV
[Coexist - Bestå samme, være til på samme tid, sameksistens]
På Bonos pandebånd stod ordet "coexist", som i den grafiske fremstilling ZoeYisV ganske snildt sammenstiller muslimske, jødiske og kristne symboler.

U2 klar til parken, EkstraBladet
"Tid til U2-mania", DR

Læs anmeldelser af koncerten i Parken:
"Sejlende suverænt, en fabelagtig koncert", BT (««««««).
"Nyt liv til stadionrock-drømmen og genopfriskning af go’e gamle dyder", GAFFA (««««««).
"Årets koncert, Vildt sus i oplevelses-Parken", JyllandsPosten.
"48.000 til fredelig U2-koncert", Politiken.
"En gospel mod afmagten. Sommerens stærkeste regndans", Politiken (««««««)
"Sikker sejr til U2. De leverer underholdning af mest medrivende slags", Ekstra Bladet (««««««)
"Messe for en masse, U2 forførte masserne", Berlingske Tidende  (««««««) kun sølv abonnenter (gratis!!)   

Billeder fra koncerten, Politiken
Billeder fra koncerten, JyllandsPosten

Det spillede U2 i PARKEN søndag 31. juli 2005:

Vertigo
I Will Follow
Electric Co.
Elevation
New Year's Day
Beautiful Day
I Still Haven't Found...
All I Want is You
City of Blinding Lights
Miracle Drug
Sometimes You Can't Make it...
Love and Peace
Sunday Bloody Sunday
Bullet The Blue Sky
Miss Sarajevo
Pride (in the Name of Love)
Where the Streets Have No Name
One

Zoo Station (+ Singin' in the rain)
The Fly
With or Without You

All Because of You
Yahweh (+ lidt af Neneh Cherry's 7 seconds)
Vertigo (igen!)
 

Se videoen: City of blinding lights. Se flere videoer her

 Til toppen
 

 Til toppen
 

Mariah Carey i Tivoli....

Den 35-årige stjerne debuterede i 1990 med cd'en 'Mariah Carey' og har siden solgt mere end 150 millioner albums verden over ikke mindst på grund af albumene 'Emotion', 'Music Box' og 'Daydream'. Den store popularitet har udløst to Grammys, 8 American Music Awards samt 16 førstepladser på den amerikanske hitliste, en bedrift der kun er overgået af Elvis og The Beatles. Dette gør hende til den bedst sælgende og mest succesfulde kvindelige artist nogensinde!

I april udkom Mariah Careys 10'ende studiealbum 'The Emancipation of Mimi', der indeholder en farverig bukket af pop, Hip Hop og R&B. Albummet er produceret og skrevet af Carey selv sammen med nogle af tidens hotteste navne - blandt andre The Neptunes, Jermaine Dupri og J. Austin. Albummet har senest kastet singlen 'We Belong Together' af sig, og som i øjeblikket er en af de mest spillede singler i USA.

Læs anmeldelse/artikler: "Mariah Carey tog København med storm" (BT) (billedet ovenfor er fra BT)

 Til toppen
 

 
TEST - SPLEEN UNITED - DIEFENBACH - MOI CAPRICE

Fredag den 12. August kl. 20:00 - 02:00
Det var lyden af internationale ambitioner, der satte sit præg denne august aften, hvor fire af Danmarks fineste bands var samlet.
Moi Caprice udsendte i marts deres aktuelle album "You Can´t Say No Forever" og er vel nok Danmarks mest melodiøse rockband.
Diefenbach´s "Set & Drift" er netop udkommet på Wall of Sound, hvilket måske bliver første skridt på vejen til en stor international karriere.
Tredje navn på plakaten er Danmarks p.t. mest hypede band, nemlig Spleen United, der til september udsender deres debutalbum på Copenhagen Records, mens Test, hvis kerne er Piet Breinholm Bendtsen og Sebastian Büttrich fra det netop genopståede 18th Dye, arbejder på nyt materiale, som forventes at udkomme i begyndelsen af 2006.

  Den suveræne danske gruppe Moi Caprice.

Spiller pokkers storladen, melodiøs og melankolsk indie pop /rockmusik.

Tjek deres nye album "You can't say no forever", med hits som To the lighthouse og My girl you blush. Eller næste singleudspil fra samme plade, den utrolig smukke ballade Through loopholes with love.

Lyt.

"De nye sange er mindst lige så iørefaldende og kløgtige som forgængerens",
GAFFA (««««««).

Tjek også deres debut album "Upon a time in the North", der også rykker pænt.

 Spleen United, en ny komet i dansk rock er på vej!
Spleen United er en Århusiansk kvintet, der blander synths med pågående og eftertænksom guitarrock. Bandet har to markante sangere, med rigtig gode vokaler. Spleen United er meget originale og helt deres egne - Musikalsk læner de sig op af bands som bl.a. Kraftwerk og danske Mew.
Deres debut album ”Godspeed into the Mainstream" udkommer d. 12. september 2005 (Copenhagen Records).

Du kender sikkert allerede deres første single Heroin Unltd, der er råspillet på P3.
Så dem live i Amager Bio den 12. august 2005 og jeg spår dem en stor fremtid!! De har i hvert fald potentialet til det!

"Spleen United får pladekontrakt", GAFFA

 Til toppen
 

Til toppen